"Det centrale ved langrend er at opholde sig ude i naturen, glide afsted på naturlig sne og komme i balance med sig selv." Så præcist udtrykker Peter Schlickenrieder det, sølvmedaljevinder fra Salt Lake City og en af de mest succesrige tyske langrendsløbere. I de seneste år har den tidligere lidt støvede vinterhobby udviklet sig til en moderne sport, der trækker unge og gamle ud på løjperne. Og med god grund: Set ud fra et sundhedsmæssigt og præventivt perspektiv er langrend en næsten perfekt bevægelsesform. Den skåner leddene, træner ben- og kropsmuskulaturen, skulderbæltet (skulderblad og nøgleben) og armene. Mere end 90 % af muskulaturen aktiveres, og det kræver kun et minimum af udstyr. Dermed er langrend en optimal træning af hjertekredsløbet. Langrend forebygger forhøjet blodtryk, infarkt og diabetes, øger blodgennemstrømningen, fremmer bortledningen af skadelige stoffer og hjælper derfor også ved veneproblemer. Derudover fremmer langrend muskeludholdenheden og koordinations- og balanceevnen. Noget som især ældre personer profiterer af. Men langrend er også forbundet med sjov, for de viderekomne langrendsløbere kan opnå overraskende hastigheder.

Vil man begynde at dyrke langrend, kan man opbygge en vis grundkondition med stavgang eller cykling. Træning på crosstraineren styrker desuden skulderbæltemuskulaturen, hvilket er en fordel for brugen af stave under langrend. Før det rigtigt går løs, er det under alle omstændigheder en god ide med et begynderkursus. Den faglige vejledning tjener ikke kun som forebyggelse mod skader ved styrt, men hjælper
også når det gælder beslutningen om, hvorvidt man vil lære den klassiske langrendsteknik eller skøjteteknikken. Fordelen ved den klassiske teknik er, at man lærer de første skridt relativt nemt og kan holde belastningen på et minimum. Skøjteteknikken kræver bedre kondition, afhængigt af, hvor godt man behersker teknikken. Men også her lærer man hurtigt de vigtigste bevægelser – og det begynder at blive sjovt.

Før man kaster sig ud i den fortryllende vinterverden, skal man som ved enhver anden sport først varme godt op. Og et overblik over løjpeplanen anbefales. Til nybegyndere egner løjper sig bedst med en flad profil og simple terrænformer. Mister man på de første kilometer på løjpen stadigvæk hurtigt pusten, kan man altid holde en pause. Men man bør ved vintertemperaturer undgå længere pauser, for
så snart man holder op med at bevæge sig, afkøles musklerne meget hurtigt. Så er det bedre at sænke tempoet lidt, men til gengæld holde sig i bevægelse.

Her er valget af beklædning et vigtigt aspekt. En tilstrækkelig varmeisolering og god vindbeskyttelse er den grundlæggende forudsætning for at have det sjovt udendørs om vinteren. Men det er ikke den helt rigtige opskrift bare at tage et tykt lag tøj på. Selv ved frosttemperaturer er der behov for tekstiler, der transporterer sveden sikkert væk fra kroppen, så huden bliver ved med at være tør og varm. Gode handsker og en varm hue, der beskytter ørerne, fuldender langrendsudstyret. Er man afsted udendørs i mere end en time, bør man medbringe noget at drikke, for selv ved kolde temperaturer mister kroppen væske. En banan eller en myslibar sikrer dig energitilførsel. For en ting skal man huske: Langrendsløbere aktiverer ved samme belastningsintensitet flere muskelgrupper og forbrænder også flere kalorier end f.eks. cykelryttere eller joggere.